Hip, Hip, Hurra!
Digital kunst på Skagens Museum
InfoGalleri arbejder netop nu sammen med Skagens Museum på en helt ny udstilling med P.S. Krøyers kendte maleri ”Hip, Hip, Hurra!”, der åbner 2. juli 2010.
Skagens Museum er indehaver af en stor samling af Skagens-malernes værker, men lige præcis ”Hip, Hip, Hurra!” blev købt af den svenske kunstsamler Pontus Fürstenberg og fragtet til Sverige, nærmest inden maleriet var færdigt. Det er nu at finde på Gøteborg Kunstmuseum, og den eneste mulighed, Skagens Museum har for at vise maleriet, er digitalt.
Maleriet blev malet i et gammelt korntørringsrum (se billedet til højre), der ligger sammen med det nuværende museum. Krøyer indrettede rummet til atelier, og det var her, han malede maleriet i perioden 1884 til 1888. Det er også her, at udstillingen finder sted fra sommeren 2010, og på grund af rummets beskaffenhed er der gode muligheder for at pirre de besøgendes sanser.
Billedet vil være at se i en digital udgave, og de besøgende vil kunne interagere med billedet ved hjælpe af avanceret teknologi, lys og lyd. Hvordan resultatet bliver, skal vi ikke afsløre her, men de besøgende vil få en større forståelse for billedet, af Krøyer selv, hans malerkolleger og af samtiden.
Samarbejdet mellem Skagens Mus
eum og InfoGalleri har siden begyndelsen været tæt og givende for begge parter. Museet leverer ekspertviden om maleriet, Krøyer og anden projektrelevant information, og InfoGalleri leverer en gennemtestet og stabil platform samt et flot grafisk layout. Denne kombination skaber grobund for innovative løsninger med formidling og interaktion i højsædet.
